KRAFT & Partners

Krise haves - kommunikation kræves

Kriser kræver tilpasninger af forretningsplaner og strategier. Der arbejdes hårdt i lukkede lokaler for at sikre fremtiden. Begravet i det nødvendige arbejde forstummer kommunikationen til og dialogen med medarbejdere og interessenter ofte, og mange ledere bliver mere eller mindre usynlige. Det er ikke så underligt, da de fleste lederes instinkt byder dem at handle snarere end at kommunikere. Ikke desto mindre er det mildest talt uhensigtsmæssigt i en situation, hvor netop tilliden til ledelse og virksomhed er altafgørende i det fremadrettede arbejde.

Som leder er du rigtigt dårligt stillet i bestræbelserne på at indføre forskellige tilpasninger, hvis ikke du har dine medarbejderes fulde opbakning og tillid. Kort sagt: I krisetider skal der skrues op for kommunikationen og dialogen – ikke ned. Det gælder i høj grad den interne kommunikation.

Tillid er ligeledes ekstremt vigtigt i forhold til dine medarbejdere, dine kunder og interessenter. Er der tavshed, signalerer det passivitet og i værste fald usikkerhed om situationen. Du mister deres tillid og lydhørhed. Den dag du så selv har lyst og overskud til at kommunikere, er der pludselig ingen, der lytter, og i hvert fald ingen, der tror på dig.

Som leder skal du i helt bogstaveligste forstand op på ølkassen og tale med dine medarbejdere. Krisetider fordrer kommunikation som er mere direkte, retningsgivende og målrettet end i væksttider. Den skal i højere grad komme fra topledelsen og være face-to-face. Der er ikke plads til slinger i valsen, og du skal tale med troværdighed, vægt og konsekvens. Og ja, det betyder, at du skal prioritere at tage tiden til medarbejdermøder, kantinetaler, afdelingsmøder og besøg i filialer eller hvad virksomhedens størrelse nødvendiggør.

Det samme gør sig i princippet gældende for dine kunder og interessenter. Tag på besøg hos nøglekunder, prioriter b2b-kommunikation, og giv dem så vidt muligt indblik i, hvordan jeres plan for at komme bedst muligt igennem krisen ser ud.

Din primære opgave som leder lige nu er således – udover den rent strategisk forretningsmæssige, som jeg går ud fra, du mestrer – at indtage podiet, møde dit publikum, lytte til dem og overbevise dem om, at de kan have tillid til dig, din virksomhed og din strategi.

Kraft & Partners har opstillet følgende 7 gode råd om intern kommunikation i krisetider:

1. Hav en synlig topledelse
2. Klæd mellemlederne på til øget face-face kommunikation med medarbejderne
3. Skab rum for dialog mellem nærmeste leder og medarbejder
4. Intensiver den interne kommunikation. I krisetider er der større behov for intern kommunikation
5. Ærlig kommunikation. Topledelsen skal turde melde klart ud, også hvis fremtiden er usikker
6. Kommuniker internt først.
7. Skab teamspirit og fælles gejst. Hvis ledelsen kan motivere medarbejderne og skabe teamånd, vil virksomheden kommet styrket ud af krisen

Kontakt Claus Johnsen, hvis du ønsker at høre mere om, hvordan Kraft og Partners kan hjælpe din virksomhed med at optimere den interne kommunikation på coj@kraft-partners.dk eller +45 26 72 80 64.